MARKEDSFØRINGSMATERIALE
Jyske Invest Fund Management A/S’ (JIFM’s) Politik for aktivt ejerskab er afsættet for, hvordan foreningerne administreret af JIFM agerer som aktiv ejer i forhold til de selskaber, som indgår i foreningernes porteføljer.
JIFM anser aktivt ejerskab som et centralt element inden for ansvarlig investeringsforvaltning og understøttende for intentionerne i politikken for ansvarlig og bæredygtig investering.
I 2025 har aktiviteten indenfor aktivt ejerskab været påvirket af den geopolitiske situation, hvor vi 1) i en periode har undladt at stemme på amerikanske aktier pga. forøgede risici for søgsmål samt 2) manglede ekstern rådgivning bl.a. ift. selskaber hjemmehørende i Texas.
I 2025 har foreningerne administreret af Jyske Invest Fund Management A/S valgt at udnytte sine stemmerettigheder i forhold til 178 selskaber og 341 dagsordenspunkter.
Fordelingen af dagsordenspunkterne er vist i tabellen.
JIFM har fastlagt kriterier for, hvilke stemmer der anses som de væsentligste i relation til det aktive ejerskab i 2025. En afstemning på en generalforsamling anses som særligt væsentlig, hvis den pågældende aktie udgør mere end 5% af en porteføljes markedsværdi og stemmeafgivelsen i øvrigt vedrører et miljømæssigt, socialt eller ledelsesmæssigt forhold.
Nedenfor vises en oversigt over JIFM’s væsentligste afstemninger:
Udover disse særligt væsentlige afstemninger har de afdelinger, som administreres af JIFM, i yderligere ni tilfælde ejet aktier, der udgjorde mere end 5% af porteføljens markedsværdi. For disse ni selskaber har der dog ikke været relevante miljømæssige, sociale- eller ledelsesmæssige emner til afstemning på generalforsamlingen, eller også har de pågældende aktier været uden stemmeret.
En generel observation er, at JIFM’s stemmeandele ikke er af en størrelse, hvor JIFM’s udøvelse af stemmerettigheder har flyttet beslutninger på generalforsamlinger.
JIFM har modtaget rådgivning fra Jyske Bank A/S i forbindelse med udøvelsen af stemmerettigheder, og benytter ikke afstemning via fuldmagt.
Alle anbefalinger fra Jyske Bank er blevet gennemgået og vurderet af JIFM, som herefter selvstændigt har truffet beslutning om den endelige stemmeafgivelse.
I rapporteringsperioden er der modtaget 336 anbefalinger om udøvelsen af stemmerettigheder fra Jyske Bank, og i 336 tilfælde har JIFM valgt at stemme i overensstemmelse med disse anbefalinger.
JIFM har valgt at stemme i 5 tilfælde uden at have modtaget rådgivning.
I løbet af 2025 deltog foreningerne administreret af Jyske Invest Fund Management A/S sammen med andre investorer i Sustainalytics brede engagement-program, som både indebærer normbaseret engagement samt proaktivt engagement på specifikke tematikker.
For engagementsager vedrørende overtrædelse af internationale konventioner og normer har Sustainalytics været i dialog om 134 overtrædelser i selskaber, hvoraf 112 var igangværende ved udgangen af 2025. 73 af disse sager vedrører menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, 22 sager vedrører miljøforhold, og 17 sager vedrører forretningsetik
I løbet af 2025 er fire sager i foreningernes porteføljer blevet løst og derved lukket. I de resterende igangværende sager kan der i fire af tilfældene konstateres meget positive engagementsresultater i form af progression i de konkrete sager og vilje til dialog. I 31 sager er der delvist positive engagementsresultater, mens der er dårlige eller slet ingen resultater i seks sager.
Foreningerne har derudover, via Sustainalytics, været i dialog med selskaber på proaktive områder, som ikke omhandler normbrud, men hvor foreningerne ønsker at se forbedringer i forhold til selskabers ESG-performance. Disse områder omfatter bl.a. biodiversitet, menneskerettigheder, ansvarlig skattepraksis, netto-nul reduktionsmål og generel fokus på proaktiv dialog, der skal sikre selskabers håndtering af deres største ESG-risici. Ved udgangen af 2025 er foreningen, via Sustainalytics, i dialog med 630 selskaber inden for et eller flere proaktive områder. Heraf er 318 selskaber i sager vedrørende miljømæssige forhold, 145 selskaber i sager vedrørende sociale forhold og 129 selskaber i sager vedrørende god selskabsledelse.
På engagerende dialogmøder, der har været afholdt med seks udstedere af dækkede obligationer, blev der bygget videre på tidligere års forståelse for vigtigheden af, at udstederne producerer kvalitetsdata for CO2e-udledningen, som obligationerne er med til at finansiere. Der blev desuden diskuteret tiltag, som udstederne kan arbejde med for at nedbringe den finansierede CO2e-udledning.
Via Climate Action 100+ fastholder foreningens rådgiver aktivt ejerskab over for to amerikanske selskaber, som er blandt de største globale CO₂e-udledere. Indsatsen fokuserer bl.a. på udfasning af kulkraft, samtidig med at der sikres nødvendige hensyn til forsyningssikkerheden for elforbrugere. Derudover deltager foreningens rådgiver gennem Nature Action 100 i aktivt ejerskab over for et amerikansk detailselskab med fokus på natur- og biodiversitetsrelaterede problemstillinger.
På hjemmesiden findes bæredygtighedsrelaterede oplysninger for alle såkaldte artikel 8- og artikel 9-afdelinger. Derudover er der som en del af foreningernes årsrapporter en gennemgående rapportering vedrørende afdelingernes miljømæssige og/eller sociale karakteristika.
Dette er markedsføringsmateriale. Der henvises til henholdsvis prospekter for investeringsforeninger og investoroplysninger for kapitalforeningen samt til Central Informationsdokument, inden der træffes en endelig investeringsbeslutning.
Tidligere afkast og kursudvikling kan ikke anvendes som pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling. Afkast og/eller kursudvikling kan blive negativ. Ingen oplysninger heri skal opfattes som investeringsrådgivning, og inden køb eller salg bør egen investerings- og skatterådgiver altid kontaktes.